Slankenyt nr. 113. Uge 49, 2008
Spis langsomt — og du har lettere ved at tabe dig
... eller spis hurtigt — og bliv overvægtig!
Spiser du for hurtigt har du ifølge ny japansk forskning større risiko for at blive overvægtig.
Forskere fra universitetet i Osaka undersøgte spisevanerne hos 3287 voksne (1122 mænd, 2165 kvinder) mellem 30 og 69 år gamle, der deltog i en undersøgelse om risiko for hjertekarsygdomme i årene fra 2003 til 2006
Forskerne ønskede både at finde ud af om det at spise, indtil man er helt mæt, og at spise hurtigt — eller en kombination af disse to vaner — er forbundet med overvægt.
Konklusionen var tydelig: Både at spise indtil man fyldt op og helt mæt, og at spise hurtigt giver væsentlig øget risiko for overvægt.
Sammenlignet med de deltagere, der ikke spiste hurtigt, havde de mænd, der spiste hurtigt, 84 % øget risiko for at være overvægtige, og kvinder havde lidt over dobbelt så høj risiko for at være overvægtige.
De der, i tillæg til at skovle maden ned, også spiste indtil de var helt mætte, havde op til tre gange så stor risiko for at ende som overvægtige.
Kilde: Hiroyasu Iso m.fl. The joint impact on being overweight of self reported behaviours of eating quickly and eating until full: cross sectional survey. British Medical Journal, 2008;337:a2002 (publiseret 21-10-2008).
Kommentar:
Hvis du spiser hurtigt, når maven ikke at sende signal om, at du har fået nok, før du allerede er i fuld gang med at overspise.
Spis ikke foran fjernsynet, når du er stresset, eller hvis du er optaget af noget andet.
Slap af, spis i en rolig stemning, tyg maden grundigt og stop med at spise, når du ikke længere er sulten. Du skal ikke spise indtil du er helt mæt eller der ikke er plads til mere mad!
Altså to enkle råd til, hvordan du kan komme ned i vægt, uanset hvad du ellers gør:
- Spis stille og roligt, tyg maden grundigt.
- Stop med at spise, før du er fyldt helt op. Spis kun indtil du ikke længere er sulten. Mærk efter, hvornår du ikke længere er sulten og stop med at spise, også selv om der er plads til mere mad.
Definer mæthed for dig selv som ”ikke sulten”, og ikke som at være fyldt helt op eller at der ikke er plads til mere i maven.
Hvis du er vant til at spise for meget til dine måltider (hvilket de fleste mennesker er), kan du lære at blive mæt på en anden og mere behagelig måde, ved at spise langsomt og stoppe med det samme, du ikke længere er sulten.
2) Mail: Hvor mange frugter om dagen?
Hej John.
Hvor mange frugter anbefaler du er tilladt om dagen?
Jeg har i meget lang tid (ca. 2 år) ikke haft overskud til at gøre noget ved min kost pga. sygdom.
Jeg tæller kalorier nu. Og det går også godt nok.
Jeg er meget i tvivl om frugten. Jeg spiser mellem 4 - 6 stykker om dagen. Er det for mange? Jeg bruger frugten til ligesom at "slå fristelserne ihjel" med. Jeg spiser bl.a. også gulerødder, nødder, men bare ikke så meget.
Et stykke knækbrød med marmelade bruger jeg også. Jeg spiser grøntsager og kød til aftensmaden. Brød, pasta og kartofler, holder jeg meget igen med.
I det hele taget, har jeg den møg irriterende "søde tand". Den vil jeg meget gerne af med!
Tak for gode indslag, om det daglige velvære :-)
Lena
Hej Lena.
4-6 stk. frugt om dagen er helt i orden.
Det er super sundt at spise frugt, så spis bare løs :-)
Især i din situation, hvor du har en "irriterende sød tand" er det meget vigtigt at tilfredsstille den med noget sundt (frugt).
Mere om, hvordan du taber dig på en sund måde her.
Med venlig hilsen
John Buhl