Slankenyt nr. 117. Uge 07, 2009
Videnbaseret arbejde øger indtagelsen af kalorier
Forskere fra Université Laval i Canada har i et forsøg opdaget, at vi har en tendens til at indtage for mange kalorier, når vi udfører intellektuelt krævende opgaver.
I et eksperiment blev 14 kvindelige deltagere på forskellige dage udsat for tre 45-minutters perioder, hvor de skulle ...
- Slappe af i siddende position
- Læse et dokument og skrive et resume
- Udføre en række opgaver på en computer
Alle perioder blev efterfulgt af en tag-selv buffet, hvor de kunne spise, hvad de ville.
På 7 tidspunkter i løbet af testen blev bl.a. blodsukkeret, insulin- og cortisolniveauet målt i blodet.
I forhold til den første gruppe, kontrolgruppen (som blot havde slappet af i en stol, inden de gik ombord i buffeten), indtog gruppen, som skulle skrive resume af en tekst, i gennemsnit 202 kcal (848 kJ) mere.
Gruppen, som skulle udføre de forskellige opmærksomheds- og hukommelsestests (opgaver på en computer) indtog 252 kcal (1057 kJ) mere.
Studiet viser altså, at videnbaseret arbejde i væsentlig grad øger indtagelsen af kalorier.
Kilde: Glycemic Instability and Spontaneous Energy Intake: Association With Knowledge-Based Work. Psychosomatic Medicine 70:797-804 (2008)
Kommentar:
Bruger du meget tid med intellektuelt krævende arbejde, kan du sandsynligvis mindske din kalorieindtagelse ved fx:
- At være bevidst om, hvornår og hvor meget, du spiser, og lade være med at hyggespise, når du egentlig ikke er sulten
- At have frugt i skuffen eller på skrivebordet, så du har noget sundt ved hånden, hvis du får lyst til noget sødt eller et lille mellemmåltid
- At komme helt væk fra det stillesiddende tænke-arbejde i flere perioder i løbet af dagen -- fx med en gåtur i frokostpausen, lege med børnene o.l.
- At undgå snacks der forstyrrer blodsukkeret
- At veksle mellem intellektuelt arbejde og fysisk arbejde eller motion
- At dyrke ekstra meget motion
- At spise ekstra sundt til dine måltider, så du bliver mæt af færre kalorier.
Mail: Hvorfor mætter champignon og selleri mere?
Når jeg nu SKAL tabe 10 kg på grund af slidgigt i hoften, så kan det være svært at spise lidt nok, 1600 kcal/dag, da jeg er meget lidt fysisk aktiv.
Men jeg har heldigvis opdaget at visse grøntsager mætter besynderligt meget, nemlig rå selleri og champignoner. Er det deres store indhold af kalium der har denne kunstige mættende virkning?
Hvis jeg virkelig føler en stor sult, så hjælper det i løbet af ½ min. at spise et stykke selleri på ca. 30 gram, og det synes jeg er besynderligt. Noget tilsvarende gælder ikke ved f.eks. gulerod eller æble.
Mvh.
Anne
PS: Kampen mod kiloene ser ud til at virke. Jeg har på den første uge tabt knap 2 kg, selv om jeg sørger for at spise lidt grønt/frugt jævnt hen gennem hele dagen :-)
Hej Anne
Visse fødevarer mætter langt mere i forhold til kalorieindholdet end andre fødevarer. Det gælder fx selleri, champignoner, tomater, salatblade mv. Faktisk de fleste af de grøntsager der har grøn farve i kalorietabellen her
Det er mest pga. kostfibre og væske, at de mætter mere end andre fødevarer i forhold til deres kalorieindhold, men der er måske også andre ukendte faktorer, der gør sig gældende. Jeg tvivler dog på, at det er pga. kaliumindhold. Måske er der et eller andet i selleri og champignon, der mætter specielt meget.
Flot, at din kamp ser ud til at virke :-)
Med venlig hilsen
John Buhl