Slankenyt nr. 125. Uge 37, 2009
Stressede kvinder spiser flere søde sager og mere fastfood
Lysten til at spise søde sager og fastfood er større i perioder med stress. I det mindste blandt kvinder.
Der er mange studier, der har vist en forbindelse mellem stress og lysten til at spise for meget og usundt.
For at undersøge det nærmere udspurgte forskerne 1.839 studerende fra Tyskland, Polen og Bulgarien.
De blev spurgt om, hvor ofte de spiste forskellige fødevarer, og de udfyldte spørgeskemaer, der testede deres niveau af stress og symptomer på depressioner.
Der var ingen forskel på, hvad de mandlige studerende spiste og deres niveau af stress og symptomer på depression. Men unge kvinder, der følte sig stressede eller deprimerede, spiste flere raffinerede kulhydrater i form af fx snacks, kager og søde sager. De spiste også mindre frugt og grøntsager.
Kilde: Rafael T Mikolajczyk m.fl.
Food consumption frequency and perceived stress and depressive symptoms among students in three European countries
Nutrition Journal 2009, 15 July. doi:10.1186/1475-2891-8-31
Mail: Kalorietabel
Jeg har været inde og kikke på kalorietabel.dk, og selvfølgelig vil man gerne finde de fødevarer, der har bedst næringsværdi, men ifølge din tabel, skulle alt kød have en dårlig næringsværdi, ligesom jeg ikke helt forstå at det samme gælder æggeblomme, selvom alle nye undersøgelser viser at æg skulle være den bedste næring vi kan byde vores krop? Og ja der er kolesterol i dem, men det er den gode kolesterol som vi har brug for.
Ikke noget at sige til vi er så mange overvægtige, hvis vi søger information, så siger alle noget forskelligt, og man opgiver og sætter sig ned og spiser den mad, man er vandt til, og bliver større og større.
Mange hilsener
En forvirret internet bruger
Tina
Hej Tina
Æg indeholder afgjort ikke den bedste næring, vi kan byde vores krop. Der er mange næringsstoffer i æg, men flere undersøgelser tyder på, at det ikke er smart at spise æg, eller i hvert fald ikke ret mange.
Æg ser ud til at være forbundet med øget risiko for diabetes. Et studie viste, at de der spiste et æg dagligt havde 58 – 77 % øget risiko for at få diabetes, sammenlignet med de, der ikke spiste æg. Læs evt. mere her.
Syv eller flere æg om ugen er også sat i forbindelse med kortere levealder. Læs evt. mere her.
De mange næringsstoffer i æg er sjældent et godt argument for at spise dem. For det første får de fleste mennesker allerede rigelig af de næringsstoffer, du finder i æg, for det andet indeholder æg også kolesterol, mættet fedt, godt med kalorier og andet, du nok klarer dig bedre foruden.
Der er ganske meget kolesterol i æg (og det er absolut ikke kun den gode slags).
Her er hvad Fødevarestyrelsen skriver om æg og kolesteroltallet.
Ved forhøjet kolesteroltal mener jeg, at man helt skal holde sig fra æg — og alle andre animalske fødevarer — for at få tallet ned.
Æg indeholder også sunde stoffer, men hvis du ønsker at spise æg, er det nok bedst, at du holder dig til mindre end et æg om dagen i gennemsnit.
Vedr. næringsværdi skriver jeg på forsiden på kalorietabel.dk: "Hvis du ikke har læst mine artikler eller bøger om principperne for næringsværdi af fødevarer, bør du ikke gå for højt op i kolonnerne med næringsværdi og slankeværdi i tabellerne."
Brug derfor blot tabellen som en kalorietabel.
Jeg skriver nok snart mere uddybende om det med nærings- og slankeværdi. Indtil da, kan du læse lidt om emnet her i artiklerne Den ideelle kost og sund slankekost.
Med venlig hilsen
John Buhl