Slankenyt nr. 141. Uge 12, 2010
For mange kalorier fra mellemmåltider?
Amerikanske børn spiser i gennemsnit tre mellemmåltider om dagen ud over tre regelmæssige måltider. Nogle forskere mener, at det måske forklarer hvorfor fedme blandt børn er steget til mere end 16 procent i USA.
En undersøgelse viser, at mere end 27 procent af de kalorier, amerikanske børn indtager, kommer fra snacks. (snacks defineres i undersøgelsen som føde indtaget imellem regelmæssige måltider).
Forskerne analyserede data om 31.337 børn i alderen 2 til 18 fra fire forskellige undersøgelser om mad og kostvaner.
De største stigninger har været i saltholdige snacks og slik. Desserter og sukkersødede drikkevarer er de vigtigste kilder til kalorier fra snacks.
Forskerne regnede også ud, at børnenes kalorieindtag i 2006 var steget med 113 kalorier per dag i forhold til kalorieindtaget i 1977.
Kilde: Carmen Piernas og Barry M. Popkin. Trends In Snacking Among U.S. Children
Health Affairs, 29, no. 3 (2010): 398-404. doi: 10.1377/hlthaff.2009.0666
Kommentar:
Selv om dette er en amerikansk undersøgelse, gælder det samme eller lignende givetvis også i Danmark, og ikke kun for børn.
En del overvægtige har for vane at spise eller småspise næsten konstant eller med korte mellemrum (inkl. drikkevarer med kalorier).
Mail om madafhængighed
Jeg er i gang med at tabe mig. Har som så mange andre prøvet det et utal af gange før, men nu er motivationen høj, så mon ikke det går denne gang. Man har da lov at håbe.
Jeg er vegetar, og har det godt med det. Når jeg planlægger at tabe mig, må jeg helt ændre mine spisevaner, for jeg er vant til at gå og småspise det meste af dagen, ofte forfærdelige ting (!)
Med kontrol og begrænsning af madindtaget følger sult — en knugende lidt skarp fornemmelse i maven.
Det er ikke behageligt, men til at holde ud.
Værre er en fornemmelse af at være ukoncentreret — en fornemmelse som at kigge gennem en kikkert, der ikke er i fokus.
Det kan være svært at passe mit arbejde. Og så er det jo netop mine mentale evner, der skal holde mig fra at spise alt det, der ikke er godt for mig.
Jeg forestiller mig at mine hjerneceller er vant til at boltre sig i en overflod af næringsstoffer, både sukker og meget andet godt, og så må de pludselig nøjes med "en tynd kop te" måske endda forurenet med affaldsstoffer fra den ændrede energiomsætning. Jeg har faktisk prøvet at måle mit blodsukker — det er ikke specielt lavt, og det hjælper ikke nævneværdigt at spise en smule sukker. Det kan hjælpe, at spise et meget næringsrigt måltid, men det er jo ikke nogen særlig god idé.
Mine spørgsmål er:
Kender du til symptomet med koncentrationsbesvær i forbindelse med vægttab?
Hvad tror du, det skyldes?
Hvad tror du, at jeg kan gøre ved det?
Med venlig hilsen
Anne-Marie
Hej Anne-Marie
Det du nævner er det største problem for de fleste overvægtige — altså forskellige mere eller mindre diffuse symptomer, der opstår, når de ikke spiser. Og mange mennesker spiser eller småspiser derfor for at fjerne eller lindre ubehagelige symptomer, og ikke på grund af ægte sult.
Disse symptomer er IKKE tegn på egentlig sult. Sult er nemlig ikke i sig selv ubehagelig eller ikke særlig ubehagelig — heller ikke efter en længere periode uden mad.
Som du skriver VIL hjernen og kroppen bare have regelmæssige doser af sukker mv. efter en periode med tilvænning, og hvis ikke den får det, laver den ballade!
For mange år siden målte jeg blodsukkeret på rigtig mange klienter, som klagede over symptomer, de tilskrev "lavt blodsukker". Det var overraskende, at næsten ingen havde lavt blodsukker (og sjældent lavere end dem, der ikke klagede over "symptomer på lavt blodsukker").
Der var sjældent en logisk sammenhæng mellem symptomerne på lavt blodsukker og det reelle blodsukker, når det blev målt.
Lavt blodsukker er ikke forklaringen (i hvert fald slet ikke hele forklaringen) på ubehagelige symptomer forbundet med sult.
Løsningen er næsten altid at lade være med at spise (der er undtagelser som ved type 2 diabetes). Det er dog svært, og tager tid, hvis du i mange år har vænnet dig til at spise med korte mellemrum, og næsten uden at tænke over det bruger mad og snacks for at lindre ubehagelige fysiske og psykiske symptomer, som ikke skyldes egentlig sult.
For de fleste overvægtige handler det om:
- at skelne mellem ægte sult og underlige/ubehagelige symptomer, der let forveksles med sult
- kun at spise, når du er ægte sulten
- at lade være med at spise, så længe sulten er forbundet med meget ubehagelige symptomer og ubehag.
Efter nogle dage/uger begynder symptomerne at forsvinde, og det bliver muligt/lettere kun at spise, når du er ægte sulten.
På engelsk findes der nok især tre bøger, der kommer ind på netop dette emne.
Joel Fuhrman, M.D. Eat To Live: The Revolutionary Formula for Fast and Sustained Weight Loss. Og hans bog Fasting and Eating for Health. A Medical Doctor’s Program For Conquering Disease. Især bogen Eat To Live.
De kan muligvis også lånes via biblioteket.
Og så er der jo også Neal Barnard og hans bog Breaking The Food Seduction
Relevant foredrag med ham her:
Den vigtigste bog om ernæring, der også kommer ind på dette emne, er nok ”Eat to Live” af Joel Fuhrman.
Forskellige "tricks" kan evt. hjælpe — som fx at gå en tur (eller mere ihærdig motion), når "sult" giver ubehag, eller tage et hvil/en lur, eller meditere.
Det kan være en rigtig god idé at eksperimentere lidt og finde nogle ting, du kan gøre for at lindre, når sulten og ubehaget giver problemer.
Hvis det ind imellem er helt umuligt at styre din sult, er det naturligvis vigtigt, at du vælger et sundt og kaloriefattigt mellemmåltid.
Med venlig hilsen
John Buhl