Slankenyt nr. 142. Uge 17, 2010
Vi bliver mere sultne, når vi mangler søvn
I en undersøgelse fandt forskere, at normalvægtige unge mænd spiste ekstra kalorier, når de havde fået fire timers søvn natten før, sammenlignet med, når de sov i otte timer.
I betragtning af undersøgelsesresultaterne og det faktum, at folk har sovet mindre og er blevet mere overvægtige i løbet af de sidste par årtier, mener forskerne, at søvnmangel kan være en af de faktorer, der bidrager til fedmeepidemien.
Når deltagerne i forsøget sov fire timer om natten, indtog de 22 % flere kalorier i gennemsnit, end når de sov otte timer.
Det gennemsnitlige øgede daglige kalorieindtag var ca. 560 kcal.
Kilde: Laurent Brondel m.fl.
Acute partial sleep deprivation increases food intake in healthy men
Am. J. Clinical Nutrition, first published on Mar 31, 2010 as doi: doi:10.3945/ajcn.2009.28523
Mail: Fedtmangel?
Jeg vil gerne tabe mig ca. 10 kg og tæller derfor kalorier og forsøger at indtage max 1000 kcal om dagen. Jeg er 167 cm høj og vejede da jeg startede 71 kg. Jeg er 167 cm høj og 55 år. ...
Da jeg kom hjem fra træningen og ville logge mig på mine forskellige sider på internettet havde jeg glemt alle mine koder. I første omgang blev jeg lidt overrasket men tænkte alligevel ikke så meget over det.
Her i løbet af arbejdsdagen har der været rigtig mange ting, jeg ikke har kunnet huske og jeg blev alvorligt forskrækket. Men så kom jeg i tanker om, at det måske kunne være fedtmangel. Hvad siger du til det? Jeg forsøger at holde mit fedtindtag på max 25 % af mit samlede kalorieforbrug.
Taber jeg mig for hurtigt? Eller tror du jeg får for lidt fedt? Jeg er virkeligt blevet bange, men håber det er manglen på fedt, der er årsagen til at jeg ikke kan huske. Hvordan kan jeg evt. tjekke det?
Med venlig hilsen
Kirsten
Hej Kirsten
Max 25 % fedt giver ikke mangel på fedt. Det er endda muligt at komme helt ned på 10-15 % fedt (måske mindre), hvis man holder sig til de bedste kilder til fedt.
1000 kcal er ikke mange. Du skal i hvert fald vide, hvad du gør, hvis du vil så langt ned i kalorier, da der er risiko for mangeltilstande.
Mangel på væske, vitaminer og meget andet (inkl. søvnmangel/træthed) kan være en forklaring. Gå til læge, hvis du stadig oplever problemet.
Under alle omstændigheder synes jeg, at du skal tage et multivitamin med det hele + omega-3 kapsler af en slags (så du får nok sunde fedtstoffer).
Vælg sunde fødevarer — især hele, uraffinerede vegetabilske fødevarer — og sæt evt. din kalorieindtagelse op til 1500 dagligt eller lidt mindre. Det gælder især, hvis du er sulten, dyrker meget motion og ikke er helt sikker på, om din kost er godt sammensat.
Der er, så vidt jeg ved, ingen måde, du kan tjekke, om du mangler fedt, men ovenstående vil under alle omstændigheder klare/forebygge det problem.
Med venlig hilsen
John Buhl