Slankenyt nr. 171. Uge 22, 2011
Får søvnmangel vægten til at stige ved at sænke stofskiftet?
Søvnmangel ser ud til at sænke stofskiftet, hvilket får kroppen til at bruge mindre energi. Det viser en mindre undersøgelse.
Det ser ud til at søvnmangel kan fremme vægtstigning ved både at øge appetitten og sænke stofskiftet — og derved nedsætte den hastighed, hvormed kalorier bliver brændt.
Forskere gennemførte en række eksperimenter med 14 mandlige universitetsstuderende, som inkluderede begrænset søvn, ingen søvn, og normal søvn. Samtidig målte forskerne ændringer i hvor meget deltagerne spiste, deres blodsukker, hormonniveauer og stofskifte.
Efter søvnmangel havde de unge mænd højere blodsukker om morgenen, samt større mængder af appetitregulerende hormoner som ghrelin og stresshormoner som kortisol i blodet.
Søvnmangel fik ikke deltagerne til at spise mere, men forskerne opdagede, at selv en enkelt nat uden søvn sænkede stofskiftet næste morgen.
Kilde: Christian Benedict m.fl.
Acute sleep deprivation reduces energy expenditure in healthy men
The American Journal of Clinical Nutrition
First published April 6, 2011,
doi: 10.3945/ajcn.110.006460
Kommentar:
Det er endnu uvist, hvordan søvnmangel påvirker stofskiftet på længere sigt.
God søvn giver også energi til at være mere fysisk aktiv og giver overskud til at ændre vaner.
Læs og følg anvisningerne i e-bogen Sov godt!, hvis du har søvnproblemer.
Mail: Er vegetarkost bedst?
Jeg har læst, at du og andre synes at man bliver slank af vegetarmad!? Skal man spise som vegetar for at man kan tabe sig, for man får vel så let problemer med at få nok protein (er lidt forvirret, for læser hele tiden at man skal spise protein for at tabe sig!?)
Men skal det være skal det være ;-) så hvis man skal være vegetar for at man lettere taber sig ... så prøver jeg det! ... Men hvordan kommer jeg i gang uden at komme til at mangle vitaminer, proteiner og andet min krop skal bruge?
Ved bare SLET ikke om jeg kan holde ud kun at spise grønsager og den slags!! ... men vil jo så gerne tabe mig!!
Hilsen
Lone J.
Hej Lone
Du behøver ikke blive vegetar for at tabe dig, selv om det kan være en fordel.
Det er heller ikke sikkert, du taber dig, fordi du vælger at blive vegetar. Der er jo også mange overvægtige vegetarer.
Du taber dig ved at indtage færre kalorier, end du forbrænder.
Du har lettere ved at skabe et underskud af kalorier (og tabe dig) og MEGET lettere ved at fastholde et vægttab, hvis du sørger for, at sunde kostvaner netop bliver til kostVANER, altså en måde at spise på, som er blevet til en naturlig del af din hverdag og livsstil, og som du derfor LET kan fastholde.
At indføre en kost eller følge en diæt for at tabe sig, som man alligevel ikke kan, bør eller vil overholde på længere sigt, er ofte spild af tid. Du vil tabe dig og derefter tage på igen, så snart diæten er slut, eller du ikke orker den længere.
Du skal ikke spise meget protein for at tabe dig. Det kan være en fordel at indtage mere protein, hvis den øgede mængde protein erstatter nogle af de dårlige eller halvdårlige kulhydrater (raffinerede kulhydrater) eller fedt. Ellers ikke.
Så længe du får ekstra protein fra vegetabilske kilder, er det helt i orden, men det er ekstremt usundt at indtage store mængder protein i form af kød og andre animalske fødevarer.
Du skal spise sundt — altså indføre sunde kostvaner, der indeholder alle næringsstoffer, uden at du får for mange kalorier.
Vælg sunde kostvaner, som du regner med, at du kan og vil fortsætte med.
Det vigtigste er, at din kost er baseret på grønsager — uden eller med meget få raffinerede fødevarer, altså ingen eller kun lidt raffinerede kulhydrater og olie.
Du kan godt inkludere små mængder kød og andre animalske fødevarer i din kost, hvis du ønsker det, men sørg for, at kosten er koncentreret omkring og hovedsageligt består af vegetabilske fødevarer — altså grønsager, frugt, bær, bønner, linser, ærter, svampe, tang, fuldkornsbrød, fuldkornspasta osv.
Lær først og fremmest at spise masser af grønsager. Eksperimenter, prøv nye retter, nye variationer. Tænk mindre på, om du er vegetar eller ej. Spis lidt kød, fjerkræ, fisk eller mælkeprodukter, hvis du har lyst, og du synes det passer i retten.
Når du fokuserer på at spise sunde vegetabilske fødevarer, vil du efterhånden miste lysten til kød, og det er let at gå over til vegetarkost eller noget, der ligner. Og du får lettere ved at komme ned i vægt.
Med venlig hilsen
John Buhl
Slanketip ...
Planlæg din daglige kost
Mangler du noget mere fast at holde dig til, så planlæg dine måltider en uge eller to frem.
Planlæg at spise sund mad til alle dine måltider. Undgå at du pludselig ikke har noget ordentlig mad — fx hvis du skal arbejde over, uden at have noget sundt/kaloriefattigt med i tasken.
Hvis du bliver sulten skal det være let for dig at spise noget fornuftigt, så du ikke pludselig "bliver nødt til" at købe kage, chokolade e.l.