Slankenyt nr. 172. Uge 23, 2011
Små trin er ikke den bedste vej til vægttab
Slankeprogrammer, der gav et hurtigt vægttab, var bedst. Det viser en analyse af flere undersøgelser.
Forskere analyserede data fra 12 forskellige vægttabsstudier.
I gennemsnit vejede deltagerne 95 kilo og tabte i gennemsnit ca. 9 kilo i løbet af deres slankeprogram. Uanset hvor meget deltagerne tabte sig, havde de taget omkring halvdelen på igen et år efter, de havde afsluttet deres slankeprogram.
De overvægtige, som oprindeligt tabte sig mest, endte altså også op med det bedste resultat på længere sigt.
Kilde: J. C. M. Barte m.fl.
Maintenance of weight loss after lifestyle interventions for overweight and obesity, a systematic review
Obesity Reviews. Published Online: 24 Mar 2010
10.1111/j.1467-789X.2010.00740.x
Kommentar:
Der er delte meninger om, hvorvidt det er bedst at forsøge med store ændringer — og satse på at tabe sig rimeligt hurtigt — eller om det på længere sigt er bedre gradvist at gennemføre meget små ændringer og satse på et langsomt vægttab.
Nogle læger, kosteksperter og diætister mener, at du hurtigt vil tage på igen, hvis du taber dig for hurtigt. De anbefaler derfor, at overvægtige taber sig langsomt i små trin.
Selv om der kan være undtagelser, er det ikke et godt råd.
Når du hurtigt og konsekvent gennemfører ændringer, der gør en forskel, vil du også hurtigere opleve positive resultater og være mere motiveret til at holde fast i de nye vaner.
Det handler om at komme godt i gang og gennemføre alle overkommelige ændringer med det samme.
Jo større og mere omfattende positive ændringer, du kan klare — og jo hurtigere og mere konsekvent, du gennemfører dem — desto bedre, men vær alligevel tilfreds med ethvert skridt i den rigtige retning.
Slanketip ...
Også rå rodfrugter
Rå rodfrugter mætter bedre i forhold til kalorieindholdet end kogte rodfrugter.
Ikke alle rodfrugter egner sig til at blive spist rå, men mange kan sagtens spises som de er, eller fx indgå i råkostsalater.