Slankenyt nr. 186. Uge 41, 2011
Slankeprodukter giver ikke et holdbart vægttab.
Du taber dig måske lidt ved at indtage slankepiller, der indeholder virksomme stoffer, men det kan meget vel blive på bekostning af dit helbred.
De medicinske stoffer i urter og lægemidler, der ofte anvendes som slankemidler, udgør ikke alene en risiko for din sundhed, de virker heller ikke på længere sigt.
De fleste slankeprodukter lover, at vægttabet nærmest kommer af sig selv, hvis du blot husker at tage pillerne, men desværre har slankeprodukter ingen eller kun lille effekt på dit vægttab.
Hvis du indtager medicin eller urter i et forsøg på at regulere din appetit eller hæmme din sult, er du inde på et skråplan, og er sandsynligvis i gang med at forværre dine vægtproblemer på længere sigt.
De bedste appetitregulerende midler er sund kost, god søvn og motion.
Læs mere på www.slankeprodukter.dk
Vil bedre døgnrytme gøre vægttab lettere?
2.200 australske børn og unge mellem 9 og 16 år deltog i et studie, hvor forskerne sammenlignede deres vægt med, hvad de foretog sig i fritiden over en periode på fire dage.
Det viste sig, at de børn, der gik sent i seng og stod sent op havde 1,5 gange større risiko for at blive overvægtige end dem, der gik tidligt i seng og stod tidligt op.
Det viste sig også, at dem, der gik sent i seng næsten var dobbelt så tilbøjelige til at være fysisk inaktive og 2,9 gange mere tilbøjelige til at sidde foran fjernsyn og computer eller spille videospil i mere end to timer dagligt.
Børnene fik den samme mængde søvn. Forskellen var kun, hvornår de sov.
Kilde: Olds TS; Maher CA; Matricciani L. Sleep duration or bedtime? Exploring the relationship between sleep habits and weight status and activity patterns. SLEEP 2011;34(10):1299-1307.
Kommentar:
De fleste — ikke kun børn — har lettere ved at være mere aktive, hvis de står tidligere op og går tidligere i seng. Ikke mindst fordi vi fristes til at være inaktive foran fjernsyn eller computer og har lettere ved at hyggespise om aftenen.
Det er også muligt, at selve døgnrytmen — og de hormoner, der reguleres af døgnrytmen — spiller en rolle.
Slanketip ...
Sid mindre ned
Som beskrevet i Sikker Slank programmet kan mange små overkommelige ændringer i dagligdagen, på længere sigt være netop det, der klarer vægtproblemer.
Brug fx mindre tid på at sidde ned. Du vil fx forbrænde 40-50 procent flere kalorier ved blot at stå op i stedet for at sidde ned.
I det hele taget betyder det rigtig meget, hvad du foretager dig, når du ikke dyrker egentlig motion.