Slankenyt nr. 212
Uge 18, 2012
Mad med lav energitæthed fremmer vægttab
En ny rapport offentliggjort i Journal of Akademiet for ernæring og diætetik omhandler den stigende mængde af beviser for en sammenhæng mellem energitæthed i maden — antallet af kalorier i en given mængde af mad — og kropsvægt.
Forskerne gennemgik og vurderede 17 studier af forbindelsen mellem kostens energitæthed og kropsvægt.
Efter den systematiske gennemgang konkluderede de, at der er stærke og samstemmende beviser for, at indtagelse af en kost med høj energitæthed er forbundet med øget kropsvægt, mens en kost med relativ lav energitæthed fremmer vægttab og vedligeholdelse af et vægttab.
Kilde: Rafael Pérez-Escamilla, Julie E. Obbagy, Jean M. Altman, Eve V. Essery,
Dietary Energy Density and Body Weight in Adults and Children: A Systematic Review. Journal of the Academy of Nutrition and Dietetics. Volume 112/Issue 5 (May 2012), doi: 10.1016/j.jand.2012.01.020
Kommentar:
Kort fortalt er energitæthed antallet af kalorier (energi) i en bestemt mængde mad.
Høj energitæthed betyder, at der er mange kalorier i en lille mængde mad.
Lav energitæthed betyder, at der er få kalorier i en meget mad.
Når du ønsker at tabe dig er det smart at vælge fødevarer med lav energitæthed. Altså mad, der fylder meget i forhold til kalorieindhold. Det hjælper dig med at styre din sult og komme ned i vægt.
Det er også langt det sundeste, og en af de væsentligste ideer bag Sikker Slank programmet
Der er især tre faktorer, der afgør om maden har en høj eller lav energitæthed:
1) Vand
De fleste frugter og grøntsager har et højt vandindhold. Det giver fylde og vægt, men ikke kalorier. De har derfor en lav energitæthed.
2) Fiber
Fiberrige fødevarer giver ikke kun fylde, men tager også længere tid at fordøje, så du føler dig mæt i længere tid af færre kalorier.
Animalske fødevarer indeholder ingen kostfibre.
Uraffinerede vegetabilske fødevarer indeholder masser af kostfibre.
3) Fedt
Fedt har høj energitæthed. De fleste frugter og grøntsager indeholder ikke ret meget fedt.
En spiseskefuld olie indeholder omkring det samme antal kalorier som et par æbler, 300 gram broccoli, mere end to kilo squash eller agurker, og vel nok det samme som en halv trillebørfuld salatblade.
Den mængde kalorier, du får fra et par spiseskefulde olier vil sandsynligvis være mere, end du ville få fra at spise de 600 gram grønsager, som de kloge siger, vi bør spise dagligt.
Med andre ord ...
Når du hovedsageligt vælger fødevarer med lav energitæthed behøver du ikke at føle dig sulten.
Når kosten mest består af grønsager suppleret med fuldkornsprodukter (ægte fuldkorn), friske frugter og bælgfrugter vil du føle dig mæt af færre kalorier.
Du vil også give mere plads i kalorieregnskabet til små udskejelser, hvis det endelig skal være :-)
Mail om slankeprodukt
Jeg har hørt lidt om Hcg kuren som skulle være super effektiv mod vægttab, og ingen bivirkninger har!
Kan du fortælle mig lidt mere om hcg kuren.
Mange hilsner L
Der er altid risiko for bivirkninger med den slags. Det er ikke en god måde at tabe sig på. Har du alligevel lyst til at prøve, skal du snakke med lægen først.
Min mening om slankeprodukter (inkl. hormoner) kan du læse på www.slankeprodukter.dk
Med venlig hilsen
John Buhl
Slanketip fra en læser ...
Brug tyggegummi
Om aftenen kan det være svært at lade være med at spise, men når jeg får lyst til noget, tygger jeg i stedet tyggegummi. Det at tygge, tager trangen til at spise. Når jeg så har tygget et par timer, børster jeg tænderne rigtig godt, bruger tandstikkere og tandtråd. Så er tænderne fuldstændig rene, og så spiser jeg ikke noget, for jeg orker ikke at børste tænderne så godt en gang til.
Venlig hilsen
Grethe Svanholm
Indholdet i dette nyhedsbrev er udelukkende til informationsbrug.
Læs evt. mere her