Slankenyt 341, uge 07, 2015
Vægttab med vegetarkost
For de fleste mennesker vil det føre til øget sundhed og vægttab at gå over til vegetarkost — endda uden at tælle kalorier eller dyrke motion. Det viser en ny metaanalyse offentliggjort af Academy of Nutrition and Dietetics.
Forskerne analyserede data fra 15 studier, der omfattede i alt 755 deltagere. 197 af deltagerne skulle spise vegetarisk kost og 558 en vegansk kost i mindst fire uger. De tabte sig i gennemsnitlig mellem 3½ og 4½ kilo.
De personer, der vejede mest fra starten, tabte sig mest.
Kilde: Barnard ND, Levin SM, Yokoyama Y. A systematic review and meta-analysis of changes in body weight in clinical trials of vegetarian diets. J Acad Nutr Diet. Published online on January 21, 2015. Abstract
Kommentar:
Det er ikke altid, at vegetarkost giver vægttab, men tendensen er tydelig i efterhånden mange undersøgelser: Jo flere fiberrige og uraffinerede vegetabilske fødevarer og jo færre animalske fødevarer, kosten indeholder, desto sundere er kosten og desto lettere er det at tabe sig.
Det er også kendt, at vegetarer generelt set er slankere end ikke-vegetarer.
Læs evt.: Nyt studie: Vegetarkost sund og slankende
Uanset om du ønsker at blive vegetar eller ej, er det en fordel at inkludere så mange fiberrige vegetabilske fødevarer som muligt i din kost.
Mail: Vil tabe mig så jeg bliver tilfreds med mig selv
Jeg har måske en depression ... men min læge siger vi skal se tiden lidt an, og jeg har heller ikke lyst til medicin, hvis jeg kan undvære!
... men jeg er utrolig ked af det og utilfreds med mig selv fordi jeg er tyk!!!
Vil utrolig gerne tabe 15 kilo og blive glad og tilfreds med mig selv!
Taber mig, tager på, taber mig, tager på ... har ingen selvkontrol, kan ikke gennemføre slankekure, prøver tit.
Føler mig "udenfor" pga. min vægt ... og jeg er tykkere end de fleste af mine veninder.
Hilsen
(anonym)
Hej ...
Hvis du er utilfreds med dig selv, skal du passe på med ikke at give din vægt skylden!
Overvægtige, der taber sig, bliver ikke nødvendigvis gladere for sig selv eller lykkeligere af den grund, selv om det ofte hjælper lidt.
De bliver i hvert fald ofte skuffede, hvis de regner med at blot vægten kommer ned, vil de fremover være lykkelige mennesker.
Sådan fungerer livet ikke.
Begynd med at fokusere på meget andet end din vægt!
Fornuftige forbedringer i livsstil gavner normalt både humør og helbred — med eller uden vægttab.
Du vil derfor sandsynligvis få det bedre og føle dig bedre tilpas — både fysisk og psykisk — hvis du gennemfører vigtige forbedringer i din kost og livsstil, og det gælder uanset, hvad der sker med vægten.
Læs evt. min bog Depressioner — er der en naturlig løsning?
- Sats på frisk luft og motion hver dag. Gerne lange gåture o.l.
- Sov godt og sørg for en god døgnrytme (gerne tidligt i seng og tidligt op)
- Spis fornuftigt inkl. meget grønt. Tag en daglig multivitamin.
- Få så mange ting som muligt ind i dit liv, som du nyder og holder af, der ikke har at gøre med mad eller at spise.
Med venlig hilsen
John Buhl