Slankenyt 345, uge 11, 2015
Udbredt tilsætningsstof øger måske risikoen for tarmsygdomme og fedme
Mere og mere tyder på, at meget af det, vi indtager, som ikke er mad (eller ikke er ordentlig mad), kan være en væsentlig medvirkende årsag til overvægt, fedme og sygdomme.
Nu har endnu en undersøgelse peget i den retning.
Emulgatorer, som bruges i de fleste forarbejdede fødevarer for at give en bestemt konsistens og forlænge holdbarheden, kan ændre tarmfloraens sammensætning og derved fremme udviklingen af inflammatorisk tarmsygdom og metabolisk syndrom.
Når tarmfloraen ændrer sig og bliver mindre optimal, kan den medvirke til flere sygdomme — blandt andet inflammatorisk tarmsygdom (IBD), som omfatter Crohns sygdom og blødende tyktarmsbetændelse; samt metabolisk syndrom, som er en gruppe af meget almindelige fedmerelaterede lidelser, der kan føre til type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og/eller leversygdomme.
Et forsøg med mus viste, at emulgatorer kan ændre tarmfloraen og derved øge forekomsten af fedme og disse sygdomme.
Som forskerne bemærker er de ikke uenige med den gængse antagelse, at overspisning er en central årsag til fedme og metabolisk syndrom, men de mener, at lav kronisk inflammation pga. en ændret tarmflora kan være en underliggende årsag til overspisning.
Kilde: Benoit Chassaing, Andrew T. Gewirtz m.fl. Dietary emulsifiers impact the mouse gut microbiota promoting colitis and metabolic syndrome. Nature (2015) doi:10.1038/nature14232.
Pressemeddelelse fra Georgia State University om undersøgelsen:
Widely Used Food Additive Promotes Colitis, Obesity And Metabolic Syndrome, Research Shows
Kommentar:
Det er stadig uvist, om emulgatorer har den samme eller lignende virkning hos mennesker, men det er sandsynligt.
Endnu et tegn på, at mange industriproducerede fødevarer, kan give os et væld af problemer.
Dette er også endnu en undersøgelse, der tyder på en sammenhæng mellem en usund tarmflora, overspisning og overvægt.
Gør hvad du kan for at spise rigtigt mad, som du enten selv laver eller vælger med omhu!
Slanketip:
Vælg de sunde kilder til næringsstoffer
Hvis du næsten helt udelader kulhydrater fra din kost og kun eller næsten kun indtager protein og fedt, dannes der ketonstoffer, som kroppen kan omdanne til energi og bruge i stedet for sukker.
Når kroppen kommer i en tilstand, hvor den kun eller næsten kun forbrænder fedt kaldes det for ketose.
Men blandt andet fordi fødevarer, der indeholder kulhydrater, også generelt set indeholder flest vitaminer, mineraler, kostfibre og andre plantestoffer, er det en dårlig idé at spise færre kulhydrater.
Det handler om at vælge de sunde kilder til næringsstoffer. Det gælder både for vitaminer, mineraler, proteiner, fedtstoffer og kulhydrater.