Slankenyt 367, uge 37, 2015
Højt indtag af jern kan både øge appetit og risiko for sygdom
Forskere fra Wake Forest Baptist Medical Center har via et dyreforsøg opdaget, at kostens indhold af jern, svarende til et højt indtag af rødt kød, undertrykker leptin. Leptin er et hormon, der regulerer appetitten.
Kroppen kan ikke udskille jern, så jo mere jern, du indtager i kosten (og som kosttilskud), jo større er sandsynligheden for, at leptinniveauet i dit blod vil falde, hvilket resulterer i øget appetit og derfor også øget risiko for, at du overspiser og tager på.
Ledende forsker dr. Don McClain udtaler ifølge pressemeddelelsen om undersøgelsen: "Vi viste, at mængden af fødeindtagelse øges hos dyr, der får meget jern i kosten. Hos mennesker er et højt jernindhold i kosten, selv i det øverste normalområde en medvirkende faktor ved mange sygdomme, herunder diabetes, fedtlever og Alzheimers, så dette er endnu en grund til ikke at spise så meget rødt kød, fordi jern i rødt kød optages lettere end jern fra planter."
Forskerne observerede en 215 % stigning af jern i mus, der blev fodret med en jernrig kost sammenlignet med mus, der blev fodret med en kost, der kun lige indeholdt nok jern (forholdsvist lavt indhold, men indenfor normalområdet). Leptinniveauet i blodet var 42 % lavere i mus, der fik jernrig kost sammenlignet med mus, på den forholdsvis jernfattige kost.
Resultater fra dyreforsøget blev bekræftet med ferritin blodprøver fra et stort antal mennesker i en tidligere klinisk undersøgelse (ferritin blodprøver måler mængden af jern, der oplagres i kroppen).
Kilde: Donald A. McClain, Yan Gao m.fl. Adipocyte iron regulates leptin and food intake. The Journal of Clinical Investigation August 24, 2015. doi:10.1172/JCI81860. Hele undersøgelsen kan læses her
Pressemeddelelse fra Wake Forest. Baptist Medical Center: High iron intake may increase appetite, disease risk
Kommentar:
Jern findes enten som Hæm-jern (fx fra kød) og ikke-hæm-jern (fx fra grøntsager).
Hæm-jern optages lettere og hurtigere end jern fra vegetabilske fødevarer og kosttilskud.
Den letoptagelige hæm jern i kød er endnu en grund til at skære ned på mængden af rødt kød eller helt udelukke kød fra kosten.
Tag kun kosttilskud med jern, hvis du rent faktisk har behov for ekstra jern i en periode.
Det er som regel let at få nok jern i en plantebaseret kost. Derfor er jernmangel blandt vegetarer da også sjælden, selv om en del vegetarer ligger i den lave ende af normalområdet, når det gælder mængden af jern i blodet (hvilket altså måske blot er en fordel).