Slankenyt 368, uge 38, 2015
For nem adgang til mad og drikke får let vægten til at stige
Det er blevet for nemt hele tiden at spise eller drikke noget, og ifølge en undersøgelse fra Verdenssundheds-organisationen (WHO) har det gjort store dele af verdens befolkninger overvægtige.
Kræftens Bekæmpelse er gået sammen med Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Forbrugerrådet om en opfordring til kædestyrede fastfoodrestauranter, kiosker, cafeer og tankstationer om at sætte kalorier på menutavlen ved siden af prisen, så kunderne kan tage kalorieindholdet med i deres overvejelser, før de vælger mad.
Kilder:
Artiklen: Vi har for nem adgang til mad og drikke (cancer.dk 1. juli 2015)
Stefanie Vandevijvere, Carson C Chow, Kevin D Hall, Elaine Umali & Boyd A Swinburn. Increased food energy supply as a major driver of the obesity epidemic: a global analysis. Bulletin of the World Health Organization 2015;93:446-456. doi: http://dx.doi.org/10.2471/BLT.14.150565
Kommentar:
Det er en interessant artikel på cancer.dk med flere kloge kommentarer.
Jeg er meget enig i, at vi bliver nødt til at gøre det lettere for folk at vælge det sunde -- og gerne mere besværligt at vælge det usunde -- hvis vi skal gøre det mere overkommeligt at leve sundt og undgå fedme.
Det er en god idé, at få spisesteder til at skrive kalorieindholdet på deres menukort.
Du kan selv gøre meget for at tilrettelægge dine omgivelser, så du har lettere ved at fravælge det usunde og lettere ved at vælge det sunde.
En af de smarteste ting, du kan gøre, når du ønsker at ændre vaner, er, at tilpasse dine omgivelser, så du gør det mere besværligt at fortsætte de vaner, du ønsker at ændre, samtidig med, at du gør det så let som muligt at vælge det, du ønsker skal blive til nye daglige vaner.
Du har lettere ved at ændre kostvaner, når de fødevarer, du ønsker at undgå, ikke er i nærheden.
Har du disse fødevarer omkring dig, risikerer du at overgive dig til dem eller bruge for meget energi på at modstå fristelsen til at spise dem.
Ved at ændre på nogle ting i din hverdag, kan du samtidig gøre det lettere og mere fristende at spise de bedste fødevarer, fx ved altid at have rigelige mængder sunde fødevarer i huset uden for mange kalorier.
Læs også slankeprogrammet på slankeklub.dk