Slankenyt 379, uge 49, 2015
Synet af lækker mad kan få os til at overspise
En medvirkende faktor til overvægt er vores lette adgang til velsmagende kalorierige fødevarer.
Charles Spence og kolleger fra Oxford University, har offentliggjort en undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift Brain and Cognition, som giver et indblik i hvordan det, som forskerne kalder for "visuel sult", kan give os problemer med at modstå fristelser.
Forskerne gennemgik den voksende mængde af kognitiv neurovidenskabelig forskning, der viser, hvordan synet af mad påvirker hjernen og let kan få os til at overspise.
Hjernen har udviklet sig gennem millioner af år, hvor den største udfordring ofte har været at finde nok kalorierige fødevarer.
Tidligere var blot det at finde nok mad en stor udfordring, og synet af mad stimulerede hjernens nydelsescenter. Det er stadig indgroet i hjernen som en vigtig funktion at søge efter og finde de bedst egnede fødevarer. Men når vi i vores del af verden har et overflod af fristende kalorierige fødevarer, som er lettilgængelige og indenfor vores synsfelt, får det os let til at vælge og spise for mange kalorierige fødevarer.
Kilde: Charles Spence m.fl. Eating with our eyes: From visual hunger to digital satiation. Brain and Cognition. 2015 Sep 29. pii: S0278-2626(15)30017-8. doi: 10.1016/j.bandc.2015.08.006.
Kommentar:
Hvis overvægtige ofte bliver stimuleret til at spise, fordi de ser for meget på lækker mad i hjemmet, i supermarkedet, i reklamer, i tv-programmer, billeder i ugeblade med lækker kalorierig mad, billeder og filmklip på sociale medier osv. -- bliver det blot en endnu større udfordring ikke at spise for meget af det, som får vægten til at stige.
Det er kendt, at hjernen stimuleres, når vi ser på billeder af tiltrækkende fødevarer og, at hjernen hos overvægtige ofte stimuleres lidt mere end hos slanke.
Du kan dog heldigvis bruge denne viden til din fordel eller tage dine forholdsregler, når du ønsker at komme ned i vægt eller blot spise sundere:
- Se gerne på billeder af sunde slankende fødevarer. Synet af lækre frugt og grøntsager kan øge din lyst til at spise dem. Se gerne på fristende mad uden for mange kalorier. Se gerne på sunde retter, flotte billeder af frugt og grønt o.l.
- Lad være med at se for meget på lækker kalorierig mad, hverken i supermarkedet, tv-programmer, på nettet mv. Spring hurtigt henover lækre sider med opskrifter på usunde/fedende retter i ugeblade mv.
- Fjern så vidt muligt fedende fødevarer fra dit hjem (eller gem dem godt væk!)
- Hav frugt og grøntsager lettilgængelige i dit hjem, og få dem til at se fristende ud. Tilbered sund mad og server den, så den ser lækker og tillokkende ud.