Slankenyt 397, uge 20, 2016
Indtager du for mange kalorier, når du keder dig?
Vi har større trang til fede og sukkerholdige fødevarer, når vi keder os. Det er konklusionen på en ny undersøgelse.
Forskere fra University of Central Lancashire (UCLan) har gennemført to undersøgelser af kedsomhed og valg af fødevarer.
I den første undersøgelse bad forskerne 52 deltagere om at udfylde et spørgeskema om, hvilke fødevarer de foretrak før og efter, de havde afsluttet en meget kedelig opgave, hvor de gentagne gange skulle kopiere den samme gruppe af bogstaver. Det viste sig, at deltagerne var mere tilbøjelige til at udtrykke en præference for usunde fødevarer som chips, slik og fastfood efter den kedelige opgave.
I den anden undersøgelse bad forskerne 45 deltagere om enten at se en kedelig eller en sjov video, samtidig med at en række sunde og usunde snacks var til rådighed. Deltagere, der så den kedelige video, spiste betydeligt mere.
Dr. Mann sagde: "Disse resultater er i tråd med tidligere forskning, som tyder på, at vi har trang til fedtholdige og sukkerholdige fødevarer, når vi keder os. Dette styrker teorien om, at kedsomhed er relateret til lave niveauer af det stimulerende hjernekemikalie dopamin, og at folk forsøger at øge dette (mængden af dopamin) ved at spise fedt og sukker, hvis de ikke kan lindre deres kedsomhed på anden måde".
Kilde: The British Psychological Society 28-04-2016: Bored people reach for the crisps and not for healthy food
Kommentar:
Hvis du opdager, at du af ren kedsomhed begynder at få lyst til at spise -- især hvis det er kalorierige fødevarer, du har lyst til at spise -- kan du forsøge at finde noget interessant at foretage dig eller blot gå i gang med et eller andet, som tager din opmærksomhed.
Du kan vælge at gå en tur eller dyrke anden motion. Det er bedre for din vægt at kede dig med motion end en skål chips!
Gå en lang tur. Løb en tur. Cykel en tur. Prøv at gøre dine ture interessante ved at tage forskellige ruter.
Prøv at foretage dig et eller andet fysisk, der får din opmærksomhed væk fra at spise, hvis du har lyst til at spise, fordi du keder dig. Det kan fx være havearbejde, rengøring, pudse vinduer eller andre pligter, der kræver noget fysisk, og som du alligevel skal har gjort. Er det ikke nok, kan du prøve med intensiv motion som fx at sjippe i 3-4 min, danse rundt i stuen, cykle 5 min på motionscyklen i vildt tempo e.l. Intensiv motion kan effektivt hæmme eller fjerne falsk sult hos de fleste.