Slankenyt 431, uge 09, 2017
Langvarig stress forbundet med fedt på kroppen
En undersøgelse har vist og bekræftet, at udsættelse for højere niveauer af stresshormonet kortisol over flere måneder er forbundet med øget vægt og en mere vedholdende overvægt.
Det har længe været antaget, at kronisk stress medvirker til fedme, fordi stress øger tendensen til at spise fødevarer, der lindrer (giver komfort) -- kalorierige fødevarer med højt indhold af fedt og sukker. Det er også kendt, at kortisol spiller en vigtig rolle i forbindelse med hvor fedt bliver oplagret.
Forskerne undersøgte hårprøver for niveauer af kortisol hos 2.527 mænd og kvinder i alderen 54 og ældre.
De fandt, at personer med højere niveauer af kortisol i deres hårprøver (som indikerer udsættelse for langvarig stress), havde tendens til at have større taljemål og veje mere.
Kilder:
Pressemeddelelse fra Londons Global University:
Long-term stress linked to higher levels of obesity
Sarah E. Jackson, Clemens Kirschbaum and Andrew Steptoe. Hair cortisol and adiposity in a population-based sample of 2,527 men and women aged 54 to 87 years. Obesity. Volume 25, Issue 3, pages 539–544, March 2017. online: 23 FEB 2017. DOI:10.1002/oby.21733
Kommentar:
Stress og for meget fedt på kroppen kan blive en ond cirkel, hvor stress øger tendensen til at overspise i kalorierige fødevarer, samtidig kan fedme i sig selv være en stressfaktor for de overvægtige, som skammer eller ærgrer sig over deres vægt.
Læs: Skam pga. fedme skader både den psykiske og fysiske sundhed
For en del overvægtige virker slankekure og manglende succes med slankekure stressende samtidig med, at det ofte er frustrerende for overvægtige at opdage, hvordan deres slankekure alligevel ikke (eller meget sjældent) virker ret længe, før de igen tager på.
Stress -- og øget niveau af hormonet kortisol -- er forbundet med mere fedt omkring maven (større taljemål), og dette fedt er en vigtig risikofaktor for hjertesygdomme, diabetes og for tidlig død.
Bedre stresskontrol kan derfor være en vigtig del af et fornuftigt slankeprogram.
Læs også: Din reaktion på stress påvirker dit helbred