Slankenyt 436, uge 14, 2017
Bliver man fed af frugt?
Vi hører ofte, at vi skal passe på med frugt, når vi ønsker at tabe os eller holde vægten nede.
Ifølge en artikel i Søndagsavisen med overskriften: For meget frugt gør dig fed, mener diætist Lisa Bolting, at mængden af frugt bestemt kan have noget at gøre med, at folk på slankekur ikke opnår resultater med vægttab.
Hun mener angiveligt, at mange danskere begår den fejl, at de spiser for meget frugt og glemmer at regne det med i deres daglige kalorieindtag.
Læs mere på sondagsavisen.dk
Det har vi hørt før.
Det er ikke min erfaring.
Man kan naturligvis tage på af al mad, der indeholder kalorier, hvis kalorieindtagelsen er højere end kalorieforbrændingen (bortset fra fødevarer med slankeværdi 10. Læs evt. mere om slankeværdi her)
Overvægtige, der tæller kalorier, ved godt, at frugt indeholder kalorier, og har ikke sværere ved at huske at tælle frugt med i kalorieregnskabet, end de har ved at huske at tælle andet med, som de spiser og drikker.
Læs om undersøgelser, der viser, at frugt gavner vægttab her:
Tæl frugt med, hvis du tæller kalorier, men det er nok ikke frugt, du bør spare på, men sandsynligvis mere det, som frugt i kosten kan erstatte (slik, kager, usunde mellemmåltider, desserter og lignende). En af fordelene ved frugt er netop, at de ofte på en suveræn måde kan erstatte langt mere kalorietætte mellemmåltider og hyggemad.
Det vigtigste, du kan gøre for at tabe dig, er at spise mere frugt og grønt og mindre af de mere kalorietætte fødevarer.
Det er en myte, at du ikke må spise efter 19
Hvis du har problemer med at tage på, skal du kigge på dit samlede kalorieregnskab. Aftenkalorierne er ikke sværere at slippe af med, end alle de kalorier du får resten af dagen.
85 procent af danskerne spiser eller drikker noget efter aftensmaden, men Per Brændgaard udtaler ifølge artiklen, at det er mængden af kalorier, du indtager, der betyder noget, ikke hvornår du indtager dem.
Læs mere på samvirke.dk
Det er hvor mange kalorier, du alt i alt indtager -- i forhold til hvor mange kalorier, du forbrænder -- der afgør din vægt.
Der er dog flere potentielle problemer med det, som de fleste spiser efter aftensmaden:
- det er ofte "hyggemad", som indtages af andre grunde end egentlig sult
- efter en travl dag er mange trætte om aftenen, og sidder måske og hænger foran fjernsynet, hvor de savner et eller andet, der kan give dem lidt energi, trøst eller et lille "kick", så de kan holde sig vågne eller føle sig bedre tilpas -- og valget bliver ofte raffinerede kulhydrater (kage, hvidt brød, sukker, slik) eller noget salt (chips, salte nødder, ost) eller noget med ekstra meget fedt (ost, nødder, kage)
- som Per Brændgaard også nævner i artiklen kan mad i maven (især visse fødevarer og ved overspisning) forstyrre søvnen. I modsætning til, hvad de fleste tror, har kroppen faktisk rigeligt at se til om natten -- fx er nogle udskillende og helbredende processer langt mere aktive, når du sover. Du ønsker derfor en dyb og uforstyrret søvn. Desværre vil meget af det, som mange spiser for meget af om aftenen, kunne forstyrre søvnen.