Slankenyt nr. 84. Uge 18, 2007
1) Slankediæter virker ikke
2) Mail: Kalorier og ædeflip
3) Mail: Tabt 25 kilo
1) Slankediæter virker ikke
Verdens største studie af slankediæter har vist, at de ikke virker for langt de fleste mennesker.
To psykologer har analyseret 31 større og langvarige studier af forskellige slankediæter.
Deres konklusion er, at du kan tabe 5 – 10 % af din vægt på en slankediæt, men derefter kommer de tabte kilo sandsynligvis tilbage igen.
Analysen viste, at hovedparten af de overvægtige, der gik på kur, tog det hele på igen – plus lidt mere!
Kun meget få overvægtige, der taber sig, er i stand til at fastholde deres vægttab.
Faktisk konkluderede forskerne, at for langt hovedparten af de overvægtige ville det have været bedre og sundere, hvis de aldrig havde begyndt på slankediæten.
Overvægtige på diæt taber typisk 5 – 10 % af deres startvægt i løbet af de første 6 måneder. Men efter 4-5 år havde 1/3 til 2/3 taget mere på, end de tabte under diæten – og forskerne mener endda, at der kan være tale om langt flere. De fleste lyver nemlig om deres vægt og bryder sig ikke om at indrømme, at de tager på igen efter en slankekur. Og mange af de analyserede undersøgelser fulgte ikke ordentlig op på de langsigtede virkninger af diæterne hos alle deltagerne, hvilket får forskerne til at mene, at virkeligheden er værre end det fremgår af undersøgelsen.
Der er ikke fokuseret på bestemte slankekure, men undersøgelsen omfatter mange af de senere års populære diæter som lav kulhydratkure, højprotein Atkins diæt og GI diæt (hvor man bruger det såkaldte Glykæmiske Indeks, for at tabe sig).
I flere af de studier, der blev analyseret, viste det sig også, at kontrolgrupperne, som ikke var på diæt, stort set klarede sig lige så godt som de deltagere, der var på diæt – i mange tilfælde klarede kontrolgruppen sig faktisk bedre.
Konklusionen blev, at de fleste overvægtige ville have klaret sig bedre, hvis de ikke var gået på kur.
(Kilde: UCLA News 03-04-2007)
Kommentar:
Tidligere undersøgelser har vist, at kun fem til ti procent holder vægten efter en slankekur.
Spørgsmålet er naturligvis, hvordan DU kan blive en af de få, der faktisk bliver i stand til både at tabe dig OG (især) fastholde dit vægttab!
Mit bud er at følge programmet i bogen Sikker Slank
Det er ikke en kur men anvisninger i, hvordan du ved at ændre dine kostvaner og livsstil permanent kan tabe dig på en sund og sikker måde.
Snakken om kalorier og vægttab – et emne vi har haft oppe i de sidste nyhedsbreve - fortsætter!
Et par af mange mails her ...
2) Mail: Kalorier og ædeflip
Hej
Jeg synes det er meget befriende at du kalder en spade for en spade og ikke forsøger at forklarer ”problemet med de få kalorier uden vægttab” med alle mulige suspekte teorier.
Jeg har selv stået og følt at ”jeg bare ikke KAN tabe mig” og var helt sikker på at jeg ikke gjorde noget forkert, men fakta er, at I de perioder hvor jeg fører fuld kontrol over det jeg indtager – taber jeg mig også med et dagligt budget på 13-1400 kalorier. At jeg så oplever at jeg ikke VIL tabe mig er noget helt andet ;-)
Jeg er ikke særlig ”tyk” men med et BMI på 25 kan jeg godt nærme mig noget, hvis jeg ikke passer på, men jeg føler at jo mere jeg prøver, jo mere tager jeg på, fordi jeg enten spiser meget lidt eller enormt meget, når jeg så ”giver slip”. Faktisk er min vægt set over en periode på 2 ½ år, hvor jeg har beskæftiget mig rigtig meget med kur, steget med + 5 kg. Jeg tænker, at hvis jeg holder op med al det kur, at jeg måske igen finder mit leje, jeg har nemlig aldrig før haft problemer med vægten, indtil jeg efter min anden graviditet ville smide 3-4 kilo og gik på kur.
Har du ikke et godt råd for at ændre mønsteret væk fra slanke”flippet” til mere daglig moderat spisning. Jeg lever sundt, men får mine ædeflip, hvordan kan jeg ændre det? Jeg mangler det psykiske aspekt, hvor jeg godt kunne bruge et værktøj til at holde lidt igen og ikke betragte mig selv som på evig kur. Jeg føler jeg er programmeret til at spise, jeg tænker ikke længere i mit behov, men i planer og på at indtage det næste måltid.
Håber måske du har lidt input :-)
MVH/Marie
Hej Marie
Med mellemrum foretages der undersøgelser af slankekure og slankediæter. De viser alle stort set det samme, nemlig at specielle slankediæter ikke virker!
For nylig har endnu en undersøgelse vist, at de fleste overvægtige, der går i gang med en bestemt slankediæt, først taber sig for derefter at tage på igen ... mange tager endda mere på, end de tabte (se undersøgelsen beskrevet ovenfor).
Hvis du først kommer ind i en rutine med at gå på kur, kan det let skabe flere problemer, end det løser.
Slankekure og slankediæter har det med at give vægttab i et stykke tid ... og derefter vægtstigning.
De fleste, der kæmper med vægten, kender jo godt fænomenet. Det lykkes ofte at smide nogle kilo på en kur, men på længere sigt er vægten den samme eller næsten den samme som før den første slankekur!
Der er flere grunde til, at kure ofte giver flere problemer, end de løser, men et af problemerne er, at slankediæter ofte fokuserer alt for meget på, at du skal spise på bestemte tider, bestemte portioner, bestemte retter, følge en bestemt tilrettelagt menuplan osv.
På sigt giver det et unaturligt forhold til mad og det at spise, og DET vil næsten uvægerligt give vægtproblemer.
I stedet for at fokuserer så meget på vægten, er det langt bedre at satse på at spise sundt (sundere), og få et mere naturligt forhold til mad.
Det allerbedste er at komme til det punkt, hvor du:
- Spiser når du er sulten, og KUN når du er sulten - og kun så længe du er sulten.
- Spiser det du har lyst til, når du har lyst - så længe du blot vælger blandt de sunde fødevarer.
- Fokuser på det du gerne må spise og skal spise mere af – frem for det du skal undgå.
Glem alt om bestemte kostplaner, diætplaner, slankekure mv. Lær noget om sund kost og lær at spise sundt, men kun når du er sulten. Det vil hjælpe dig godt på vej.
Der kan naturligvis være psykiske aspekter i det at spise (eller hvis man fx af og til får ædeflip), som ikke nødvendigvis kan rettes op med kosten, selv om en MEGET sund kost ofte mindsker eller efterhånden helt fjerner unaturlige ”behov” for at spise i utide.
Et lille trick, du kan prøve, er at dyrke motion HVER gang du har lyst til at spise et eller andet, selv om du egentlig godt ved, du ikke er sulten. Det kræver en vis portion selvkontrol, men kan du først gøre det til en vane vil du opleve, at motion kan være meget effektiv til at fjerne falske sultfornemmelser eller behov for at spise af ”psykiske” grunde.
Med venlig hilsen
John Buhl
3) Mail: Tabt 25 kilo
Hej John!
Jeg har ved at "tælle kalorier" (1500 kcal om dagen) tabt ca. 25 kilo på et halvt år, men med mellem 7 og 10 dages mellemrum narrer jeg mit stofskifte ved at spise rigtig mange kalorier, ellers tror kroppen jo bare at der er "hungersnød". På den måde er det heller ikke så surt, man kan jo glæde sig helt vildt til næste "snydedag" og kan man passe det ind i ens sociale kalender, er det jo fint.
Med venlig hilsen
Pernille
Hej Pernille
Flot klaret!
Jeg er ikke sikker på, at du behøver at "snyde" dit stofskifte på den måde, men det er jo super, hvis det giver dig noget at se frem til :-)
Under alle omstændigheder er det vigtigt, at du ikke sulter dig selv, da det – efter nogen tid – giver kroppen den opfattelse, at der er mangel på mad, og stofskiftet begynder at falde.
Med venlig hilsen
John Buhl