Slankenyt nr. 93. Uge 46, 2007
Kalorietæthed er nøglen til vægttab
Spis klogt, ikke mindre. Det er nøglen til vægttab!
En undersøgelse har vist, at en kost, der fylder meget i forhold til kalorier, fremmer et sundt vægttab samtidig med at den hjælper dig med at kontrollere sulten.
Mad med lav kalorietæthed gør det muligt at spise mættende portioner mad, og forhindrer derved følelsen af sult eller afsavn samtidig med at kalorieindholdet i maden sænkes.
Det gælder om at spise meget mad der er rig på væske og som er fedtfattig – især frugt og grønt.
De kvinder i undersøgelsen, der spiste mest væskeholdig mad, spiste 25 % mere mad i forhold til madens vægt, tabte sig mest og følte sig mindre sultne end de der blot fulgte en fedtfattig kost.
Penn State University. 08-06-2007
http://www.psu.edu/ur/2007/weightloss.htm
En kost, der fylder meget i forhold til kalorier, er samtidig en kost der er fiberrig, og netop fiberrige fødevarer er både sunde og hjælper dig ned i vægt ...
Fiberrige fødevarer er nøglen til sund kost
I stedet for at bekymre sig om kulhydrater eller Glykæmisk Indeks (GI) – altså hvor meget forskellige fødevarer påvirker blodsukkeret – bør vi fokusere på at spise masser af fiberrige fødevarer.
Det viser en ny gennemgang af studier af kulhydrater og vægt (BMI).
Forfatteren til undersøgelsen — Glenn A. Gaesser, PhD — mener, at mængden af kostråd er uoverskuelig eller forvirrende, men han siger også, at folk kan gøre meget for at holde sig slanke og sunde ved ganske enkelt at spise en portion fiberrige kornprodukter hver morgen.
Gaesser gennemgik 140 studier af sammenhængen mellem kulhydrater og BMI.
Kulhydratrige diæter er sundere, fordi de også indeholder flere kostfibre og mange andre sundhedsfremmende stoffer som fx fytokemikalier og antioxidanter.
En gennemgang af relevante undersøgelser og relevant litteratur om emnet viser, ifølge Gaesser, en positiv sammenhæng mellem kulhydrater og lavere BMI.
Kulhydratrig kost er altså generelt forbundet med lavere vægt.
Det bedste skulle være en fedtfattig, kulhydratrig kost, uden at fokusere på at begrænse indtagelsen af kalorier eller vægttab.
Kilde: Glenn A. Gaesser. Carbohydrate Quantity and Quality in Relation to Body Mass Index Original Research Article. Journal of the American Dietetic Association, Volume 107, Issue 10, October 2007, Pages 1768-1780.
Kommentar:
Fiberrige fødevarer — frugt, grøntsager, bælgfrugter, fuldkornsprodukter og nødder — indeholder masser af gavnlige plantestoffer, sammen med kostfibrene. Det er samspillet mellem de utallige plantestoffer, inkl. kostfibre, i sunde fødevarer der er så gavnlige, og som også er med til at sikre normalvægten.